Jeg oplever ofte at arbejde med ubalancer, som er opstået i fostertilværelsen, ved fødslen eller første dag i livet. Det kan være en voldsom oplevelse at komme til verden.
Da jeg for nylig afbalancerede en klient netop på noget, som var opstået ‘Første dag i livet’, hvor det havde en stor effekt efterfølgende, opfordrede min klient mig til at skrive en bog om emnet.
Min klient har selv skrevet nedennævnte blogindlæg til mig. Jeg tager opfordringen op og er pt. i gang med at samle mere materiale om emnet.
Det er meget spændende og tankevækkende, hvad min klient fik ud af afbalanceringen. Læs det gerne nedenfor.
Den første dag i mit liv
Jeg har fået behandling hos Jette igennem en længere periode, hvor mit liv hele tiden udvikler sig i en positiv udvikling. Da jeg begynder at komme, er jeg i dyb krise, både over parforhold, arbejdsliv og en søn, der er alvorligt syg. Men stille og roligt får jeg ryddet op i de forskellige udfordringer, godt understøttet af kinesiologien, og min søn bliver rask.
På et tidspunkt begynder vi at arbejde med mere underliggende temaer, der stadig betyder at livet bliver ved med at bevæge sig i den rigtige retning for mig. Men særlig én behandling; “den første dag i mit liv” har gjort en stor forskel.
Udfordringen, da jeg kommer til behandling, er mit forhold til min mor. Hun er i slutningen af 80’erne og bor på plejehjem. Vi har altid haft et meget tæt forhold til hinanden og hun har været en stor støtte for mig. Så hvad er problemet? Jo, det er hendes kontrol!
Gennemgående har min mor altid haft behov for at være den, der har kontrol over alting, sådan er det i forhold til os børn, i hendes forhold til min far, og til situationer og mennesker omkring hende. Alderen og hendes fysiske svaghed har ikke ændret noget ved det.
Hun er fantastisk til at hjælpe, men da jeg blev ældre blev den kontrol, hun også udøver, meget anstrengende.
Samtidig var vrede ikke en accepteret følelse i mit barndomshjem og med en dominerende mor, lærte jeg ikke at sige fra og sætte grænser. Senere har jeg som voksen læst mig til, at det er godt at kunne sætte grænser, så jeg gør det. Men fordi det ikke er naturligt for mig, har det altid givet mig dårlig samvittighed og en knude i maven, når jeg har gjort det. Og helt umuligt har det været at sige fra overfor min mor. Det giver til tider et meget anstrengt forhold til hende, hvor vores forhold er skævt og min indestængte vrede kommer meget uheldigt ud.
Så det vi arbejdede med under den behandling, som Jette kaldte “den første dag i mit liv”, var mit skæve forhold til min mor, hvor jeg, selvom hun nu er en gammel dame på et plejehjem, bliver vred over hendes forsøg på at kontrollere mig, uden at jeg kan sige fra på en ordentlig måde.
Testen i begyndelsen af behandlingen viste, at vi skulle tilbage til den første dag i mit liv, i timerne lige efter min fødsel. Jeg har mange gange hørt historien om, hvordan min far ikke var med til min fødsel (det var ikke brugt dengang), men at han kom til at passe mig et par timer lige efter fødslen i et rum, vi havde for os selv, fordi min mor skulle have ekstra behandling. Der er ingen tvivl om, at det meget tætte forhold jeg altid havde til min far, blev grundlagt den nat, men testen viste også, at mine behov som spæd ikke blev mødt. Mine behov havde været at ligge ved min mor og blive ammet, men på det tidspunkt var sygehusvæsenet ikke indstillet på at imødekomme spædbarnets behov, så jeg blev hver 4. time kørt ind til min mor, hvor hun så havde ½ time til at amme mig, hvorefter jeg blev kørt ud af stuen igen.
Den kinesiologiske test viste, at jeg som helt nyfødt lærte, at mine behov ikke betyder noget, og at det ikke nytter at sige fra.
Jette behandlede mig med kinergetics og løste ubalancerne op. Og straks efter behandlingen oplevede jeg en stor forandring.
Da jeg skulle gå efter behandlingen, ville Jette fortælle mig om en spændende rejse, hun skulle på i sommerferien, men jeg havde en aftale med min datter, og ville gerne af sted. Normalt ville jeg enten have lyttet og være kommet for sent til min aftale, eller jeg ville have sagt, at jeg skulle køre, og så have frygtelig dårlig samvittighed.
Nu sagde jeg til hende, at jeg var nødt til at køre, og så skete der…ingenting! Jeg fik ikke dårlig samvittighed, og jeg fik ikke den knude i maven, jeg hele livet har kendt til, når jeg har sagt fra. Jeg satte mig ud i bilen, begyndte min hjerne at lede. Den meddelte mig: “Der mangler noget her. Der er en reaktion, der burde komme nu, men jeg kan ikke finde den.” Det var meget underligt at smerten over at sige fra ikke kom. Det var som en nerve, der var blevet amputeret, så jeg ikke kunne føle smerten.
Få dage senere var jeg til et middagsselskab. Her befandt jeg mig pludselig i en politisk diskussion, noget jeg ellers til enhver tid ville have afholdt mig fra, pga smerten i maven over at sige min mening. Der kom ingen smerte, ingen reaktion, andet end min hjerne, der igen meddelte mig, at noget manglede. Nemlig, den sædvanlige knude i maven, som den ikke kunne finde.
Det tog tid for hjernen at vænne sig til, at smerten og knuden var væk, når jeg sætter grænser. Et mønster, der har varet så mange år og som har været så stor en del af mit følelsesliv opleves jo som trygt, selvom det ikke er rart. Og min underbevidsthed har fået mig til at afstå fra samtaler eller meningsytringer for at undgå smerten.
Nu kommer knuden i maven ikke mere, og jeg er ved at vænne mig til, at jeg kan være modigere.
Efter behandlingen kom et par måneder, hvor min vrede pludselig blev meget tydelig. Ikke fordi jeg lod den gå ud over nogen, men jeg følte det som om mine hænder var skiftet ud med skarpe machetter, som jeg fægtede og skar med. Jeg var så vred! Vred over dårlig behandling fra dumme kærester, chefer og ex-mand, og i mine tanker skar og huggede jeg, jeg rasede og skældte ud. Det var mange års sammensparet vrede, der kom op til overfladen i de måneder, og som jeg hvæsende ud, når jeg var alene. En dag var det slut, og jeg kunne lægge tingene mere fra mig.
Hele livet har jeg lidt af forstoppelse og ødemer. Selv på småbørnsbilleder sidder jeg med hævede øjne, og afføring har altid været et problem, hvis ikke jeg nøje overholdt ret strenge kostregler, eller hvis jeg var på rejse eller sov andre steder.
Efter behandlingen “den første dag i mit liv”, blev begge dele løst øjeblikkeligt. Den vanddrivende medicin, jeg har taget i 10 år, blev helt lagt på hylden, og jeg har afføring 2-3 gange om dagen. Begge dele holder stadig, nu flere måneder efter behandlingen, og uden at jeg gør noget for det.
Og mit forhold til min mor? Ja, det er rart og afslappet. Jeg hører hende stadig sige nogle ting, der tidligere ville have irriteret mig eller bragt mig i defensiven. Men nu betyder det ikke noget for mig. Jeg hører det, men det afstedkommer ikke nogen reaktion i mig. Hvis andre kommenterer på det, ler jeg bare af det. Min mor og jeg hygger os sammen, og har kun gode dage.